26. aug 2021

Video MitCFU er blevet stort
Film og tv i mitCFU er blevet rigtig stort | © Jeppe Willum Kejser
Marcus Dietrich, CFU

Siden corona ramte Danmark og tvang skolerne ud i nedlukning ad flere omgange, har lærere og elever måttet indstille sig på anderledes skoledage i perioder med onlineundervisning. Det har fået skolerne til at ty til digitale læremidler.

Et helt andet omfang end nogensinde før

Noget af det, Center for Undervisningsmidler (CFU) har mærket, er især en stigende brug af streamingtjenesten mitCFU, hvor både lærere og elever kan streame tv og fim.

”De sidste ti år har vi oplevet en stor vækst i brugen af læremidler fra mitCFU og især brugen af digitale læremidler er vokset. Her under corona har det været helt særligt, lærerne har brugt de digitale læremidler i et helt andet omfang, end vi nogensinde har set før,” siger Marcus Dietrich, projektleder og chefkonsulent hos CFU.

Ifølge Marcus Dietrich har skolerne især benyttet streaming af tv og film under den anden nedlukning af skolerne fra januar 2021.

”Under anden nedlukning har vi oplevet en endnu vildere brug, hvor vi faktisk har været oppe på en faktor otte gange så meget brug, som hvis der ikke var en corona-nedlukning, samtidig med at vi vokser til det dobbelte hvert år. Så det er blevet rigtig, rigtig stort med film og tv i mitCFU,” siger Marcus Dietrich.

Elevstreaming 30 gange større under anden nedlukning

Skoler med adgang til CFU’ streamingtjeneste mitCFU har samtidig en aftale med Copydan AVU-medier, der bl.a. giver rettigheder til at lave elevudlån af materialet. Især under den anden nedlukning i starten af 2021, tog elevstreaming for alvor fart.

Når CFU måler udviklingen i antal streams af tv-udsendelser fra mitCFU inden for de seneste tre skoleår, viser tallene en markant stigning i elevstreaming i 2021.

I januar måned 2019 har CFU registreret 65.000 lærerstreams og 10.020 elevstreams. Tal, der minder meget om tendensen året efter, hvor der var 64.230 lærerstreams mod 10.780 elevstreams.

Tallene fra januar 2021 viser til gengæld et helt nyt billede. Her har der været 55.073 lærerstreams i mitCFU, mens der i løbet af måneden har været 307.468 elevstreams, altså 30 gange så mange elevstreams som målt i januar før corona.

Det højest antal streams lå under den første corona-nedlukning i foråret 2020 på i alt 112.536 elevstreams. Stigningen gælder ifølge Marcus Dietrich også for streaming af spillefilm i mitCFU.

”Det har været en kæmpe vækst og super, at lærerne har taget det så meget mere i brug,” siger Marcus Dietrich.

Flere fordele ved elevstreaming

Danskfaglig konsulent hos CFU, Dorte Haraldsted, peger på flere fordele ved at lade eleverne streame selv:

”Det er altid godt at se noget sammen, fordi man har et fællesskab. Men når man nu skal til at arbejde med denne her film eller tv-udsendelse bagefter, så er det en fordel, at eleverne kan sidde med deres egne devices og ”spole” frem og tilbage og navigere rundt i udsendelsen selv og måske dykke ned et særligt spændende sted, hvor der er et vendepunkt eller andet,” siger hun.

”Vi håber, at nu hvor så mange lærere har prøvet at bruge tv og film og låne det til eleverne betyder, at de vil fortsætte med det efter corona,” siger Marcus Dietrich.

Video Elevstreaming
Fordele når eleverne streamer | © Jeppe Willum Kejser
Marcus Dietrich, CFU

Når eleverne kan streame tv og film, har du mere tid til undervisningen

Du behøver ikke bruge en hel lektion på at se tv og film i klassen. Eleverne kan sidde med hver deres device og streame selv. Enten som hjemmearbejde eller gruppearbejde.

Læs mere her
© Jakob Lund
Piger arbejder foran bærbar computer med tv og film