Årsrapporter for Copydan AVU-medier
På denne side finder du årsrapporter, der redegør for Copydan AVU-mediers økonomi.
Årsrapport 2024
Overordnet kan følgende fremhæves:
- Flere skoler kan bruge audiovisuelt indhold
- Øget geografisk udbredelse
- Mangedobling af brugen
Flere skoler kan bruge audiovisuelt indhold
I 2024 blev det i endnu højere grad muligt at udbrede rammeaftalen for brug af TV, internet og streaming i undervisningen (TVIS-aftalen) til flere uddannelsesinstitutioner, hvilket også gjorde sig gældende for Spillefilmsaftalen, der giver mulighed for brug af spillefilm i undervisningen. I 2024 har Copydan AVU-medier desuden fortsat udbredelsen af Musik til læring-aftalen, som bl.a. giver lærere lov til at kopiere musik til brug i undervisningen.
Øget geografisk udbredelse
Copydan AVU-medier havde i 2024 aftaler med mere end 4.000 skoler og andre institutioner, og der arbejdes løbende på at udvikle aftalerne, så de matcher skolernes ønsker og behov samt den teknologiske udvikling. Mængden af indhold og muligheder øges således fortsat.
Der er senest indgået aftaler, som sikrer løbende udbredelse af TVIS-aftalen og Spillefilmsaftalen i Grønland og på Færøerne. Derudover har skolerne i Sydslesvig fået adgang til indholdet fra TVIS gennem mitCFU, som er Center for Undervisningsmidlers digitale platform for udlån af digitale og analoge læringsmidler til grundskoler og ungdomsuddannelser.
Mangedobling af brugen
Center for undervisningsmidlers læremiddelportal – mitCFU – indeholder film og tv til brug i undervisningen. I 2024 fandtes mere end 50.000 tv-udsendelser samt flere end 1.000 spillefilm, der er nøje udvalgt af CFU's fagkonsulenter til brug i undervisningen – fra børnehaveklasse til ungdomsuddannelser og alt derimellem. Det gør det muligt at bringe fordybelse, faglighed og variation ind i klasselokalet gennem film og tv.
Langt de fleste lærere har i dag adgang til relevant film- og tv-indhold gennem deres skole eller institution, og over tid er der sket en mangedobling af brugen af mitCFU. Lærerne har i høj grad gjort film og tv til en integreret del af undervisningen.
Årets samlede vederlag
Vederlaget til kunstnere og producenter var 97,8 mio. kr. i 2024 mod 84,9 mio. kr. i 2023.
Resultatet efter omkostninger blev 92,8 mio. kr. i 2024 mod 80,8 mio. kr. i 2023.
Rettighedsmidler - en vigtig del af finansieringen af tv, film og musik i Danmark
I EU er der gennemført ensartede regler for rettighedsorganisationer som Copydan om transparens mv. Årsrapporten indeholder således en udførlig beskrivelse af, hvordan vederlagene er fordelt til de enkelte medlemsorganisationer. Specifikationerne er opdelt på vederlag, der fordeles til medlemsorganisationer og samarbejdspartnere, samt vederlag, der afregnes til udenlandske kollektive forvaltningsorganisationer.
På hjemmesiden kan der læses mere om hvordan vederlagene er en grundpille i det kulturelle kredsløb i Danmark og er med til at sikre, at skuespillere, musikere, filmfotografer, instruktører, journalister, manuskriptforfattere, musikselskaber, tv-producenter og mange andre kunstnere og kulturproducenter samlet får en fair betaling for deres arbejde og værker, når virksomheder laver forretning på deres indhold.